+45 5363 3047 // merlebaere@gmail.com
Lidt om mig
Jeg brugte min gymnasietid i Danmarks mest gennemsnitlige by, Køge. Det er den i hvert fald ifølge en opgørelse fra Ugebrevet A4. Til det årligt tilbagevendende arrangement Køge Festuge havde min gymnastikforening et år booket en række ølboder. Her stod jeg bag disken for at skrabe penge sammen til det lokale foretagende, alt imens jeg kunne høre Aqua skrige »I’m a Barbie girl, in a Barbie world« ind i mikrofonen fra en vindblæst scene og se, hvordan fadøllene vuggede i takt med hofterne. Min hverdag har imidlertid rykket sig 50 kilometer i nordøstlig retning, men jeg skylder stadig Køge meget. Skal man forstå min evne til at følge jargonen i ølboden eller til gymnastikstævnerne eller forstå, hvorfor mine notesbøger er fulde af snakke med passagerer, der ligesom mig ikke længere har tal på, hvor ofte vi har taget E-linjen mellem hovedstaden og provinsen, så skal man starte i Køge.
Da Ella blev 100 år, kom borgmesteren til morgenkaffe. Ella var min oldemor, der boede få hundrede meter fra mine forældre i Magleby – en landsby med 300 indbyggere. En måned efter hendes stue havde været fyldt til bristepunktet med smilende gæster, døde hun. Hun lærte mig noget vigtigt. Hun har levet under både Første og Anden Verdenskrig. Hun levede, da Titanic sank. Hun har mistet otte søskende, to børn og en mand, alligevel er hun en af dem, jeg har kendt, med mest livsglæde. Det er hendes skyld, at jeg har forelsket mig i historiefaget, som er fyldt med gode små og store historier, der udover krige og katastrofer fortæller os om det at være menneske under alle tænkelige livsvilkår. Ligesom Ella.
Bag pigtrådshegn og vagter med skudsikre veste gemmer en af Tyrkiets ældste aviser, Cumhuriyet, sig. Efter vagterne har åbnet den første port, træder jeg igennem en metaldetektor og afleverer mit pas i receptionen. Jeg skal interviewe chefredaktør Can Dündar, der er anklaget for landsforræderi, fordi avisen har bragt artikler om våbenhandel mellem Tyrkiet og Syrien. Sidste år købte jeg en flybillet, lejede en lejlighed og hev et par uger ud af kalenderen. Jeg ville mærke på egen krop, hvordan det er at skrive fra udlandet. Det blev til udgivelser i Weekendavisen, Børsen, Ræson og ATLAS Magasin.
En 15-minutter lang båltale, et par svedige håndflader og en høj puls senere er stemmerne talt op. Iført min gule sweater med løveprint rejser jeg mig op og takker for tilliden og min nye titel som bestyrelsesmedlem på Johan Borups Højskole. Jeg er blevet valgt ind som den første kandidat under 30 år. Året inden var jeg selv elev på højskolen. Og her fire år senere har jeg været med til at bringe højskolen et nyt sted hen. Som bestyrelsesmedlem har jeg lært at læse budgetter, følge og sætte en dagsorden, og så er min musikalske side blevet udfordret gennem Højskolesangbogen. Men vigtigst har jeg lært, hvor afgørende det er at turde ændre noget i en organisation, når det er nødvendigt. Også selvom den organisation er 100 år ældre end mig selv.