Merle Baeré

Verden af i dag ligner verden af i går. Når det handler om EU’s krise, flygtningestrømme eller blomstrende nationalisme. Derfor har titlen på Stefan Zweigs værk fra 1942 »Verden af i går« fulgt mig i mange år og er blevet til et journalistisk mantra for mig. Det handler om Urkatastrofen, Første Verdenskrig, og hvordan den vendte op og ned på alt det, man som menneske troede, var sandt. Mange konflikter fra den gang hænger fast i nutiden – for eksempel opdelingen af Mellemøsten. Det er en væsentlig læresætning at tage med ind i journalistikken.

​​

Da jeg en efterårsdag i New York mødtes med den tyrkiske forfatter og nobelpristager Orhan Pamuk til et interview, tog jeg mantraet fra Zweig med mig. På Cafe Le Monde på Manhatten indhyllet i en frankofil stemning af Le Figaro på avisstativet og duften af coque au vin fra køkkenet ville jeg forstå Pamuks forhold til det land, han nu befandt sig så langt væk fra. Et land, hvor præsident Recep Tayyip Erdogan har brugt sommerens kupforsøg som carte blanche til at nedsmelte demokratiet. Derfor tog jeg udgangspunkt i forfatterens seneste roman, der er en encyklopædi over Tyrkiets historie, og spurgte ind til landets imperiestatus under Osmannerriget, som Erdogan flittigt trækker på i dag.

​

Jeg vil fortælle historier, der åbner Danmark op og får os til at se ud over vores landegrænser. Jeg vil fortælle historier, der rækker ind i gårsdagens verden og får os til at se anderledes på vores samtid og fremtid. For jeg mener, journalistikken kan lære os at se anderledes på tingene.

 

Som journalist på ATLAS Magasin og som freelancer har jeg skrevet artikler fra Tyrkiet, Serbien, Makedonien og USA. Alle historier har vist mig dele af verden, jeg ikke kendte til. Jeg har skrevet om kvindeoprør i Istanbul, jeg har mødt hooliganmiljøet i Serbiens hovedstad, Beograd, og jeg har fået krypterede beskeder fra en aktivist i Makedonien, som var bange for regeringen.

​

Jeg giver mig gerne i kast med historier om de større spørgsmål. Om samfundsperspektiver, om integration, om minoriteter, om hvorfor vi lever på den måde, vi gør, og hvorfor vi ikke gør det på en anden måde. Jeg vil løbe stærkt, når det kræves, og skrive om bål og brand, når det er nødvendigt. Men jeg vil også bestræbe mig på at sætte mennesket i centrum. Som Orhan Pamuk, kvinderne, der gjorde oprør i Istanbul, eller den unge Vincent Beier, som udfordrede kønsstereotyperne ved at gå i kjole. Ham lavede jeg en udsendelse om til 21Søndag.

​

Jeg vil finde og skrive historier ved at se efter oliespor, pengestrømme, systemfejl, jeg vil se på tværs af regioner, tider og skæbner og alt derimellem. Om det er mine mange timer med næsen i historiebøgerne på RUC og Columbia University, eller om det er alle de menneskeskæbner, jeg har mødt på min vej, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg ikke kan lade være. Jeg vil udfordres og blive klogere på journalistikken. Jeg vil i praktik et sted, hvor tre kilder altid er bedre end to. Jeg vil lave journalistik, der giver oplysning, perspektiv og indlevelse. Og jeg håber, I vil hjælpe mig til at blive meget bedre til alt det.